En påstand om, at den nye miljø- og fødevareminister ikke bekymrer sig om miljøet, har fået Esben Lunde Larsen (V) til tasterne.
Han langer ud efter Ida Auken, der var miljøminister under SRSF-regeringen fra 2011-2014.
- Sidder med smil på læben og glæder mig over, at Ida Aukens tid som miljørelevant politiker er omme. Ikke mindst, når hun i TV-Avisens 18.30'er i ramme alvor kan påstå, at jeg ikke kerer mig om miljøet.
- Hvor er det dog befriende, at De Radikale er blevet irrelevante spillere - både når det gælder miljø- og fødevarepolitik, men også integration- og udlændingepolitik, skriver Esben Lunde Larsen på Facebook.
Opslaget er blevet kommenteret og delt flittigt på sociale medier som Facebook og Twitter, og det møder både opbakning og modstand.
Til DR sagde Ida Auken med henvisning til ministerrokaden og den omstridte landbrugspakke:
- Det virker som om, vi har fået en minister, der er omend muligt mere ligeglad med miljøet, og det ærgrer mig selvfølgelig.
I tirsdags skrev Esben Lunde Larsen selv på Facebook, at ord som "idiot" og "fjols" ikke hørte hjemme på hans side og udbad sig en "saglig" og "ordentlig" tone. Ellers ville han blokere sine følgere, lød det.
Nogle af kommentarerne tyder på, at ministeren har noget af et oprydningsarbejde foran sig.
Han skriver videre, at det er skønt "for dansk miljø- og fødevarepolitik, at endnu en Auken er kørt ud på et sidespor af vælgerne og dermed ikke længere kan blamere sig med sine gratis og selvgode politisk korrekte holdninger".
Ida Auken er ud af en familie, der har fostret flere folketingspolitikere som hendes mor, Margrete Auken, og Svend Auken, hendes nu afdøde onkel.
Førstnævnte sidder i EU-Parlamentet for SF med miljøet som mærkesag, og Svend Auken var formand for Socialdemokraterne fra 1987 til 1992 samt miljøminister i flere perioder.
I en kommentar skriver Esben Lunde Larsen, at der ikke er tale om personangreb.
- Det er hverken personangreb, voksenmobning eller hadske ytringer. Det er genmæle på en påstand om, at jeg ikke kerer mig om miljøet, lyder det.
I en alternativ nytårstale fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrede han i et kort videoklip til en bedre tone på de sociale medier.
I selve nytårstalen til nationen erkendte statsministeren, at der er en tillidskrise mellem befolkningen og politikerne på Christiansborg.
En krise som politikerne ifølge Løkke bærer deres del af ansvaret for med løftebrud, personsager og forsimplet kommunikation.
Det har søndag aften ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Esben Lunde Larsen.
/ritzau/