Hver dag er der mere end to millioner genbrugsvarer til salg på Tradera, der er Sveriges største og mest kendte markedsplads for genbrugsvarer. Nu rykker platformen for første gang ud over den svenske grænse og åbner for danske brugere.
Platformen er særligt kendt for at køre auktioner på privatejede varer, og der er i dag ca. 1.000 nye auktioner hver time. I 2021 blev der solgt 11,6 millioner brugte genstande på Tradera i Sverige.
Det store udvalg af varer med alt fra designertøj, tasker og børnetøj til boligindretning, antikviteter, forbrugerelektronik og samlerobjekter kan danskerne nu glæde sig til.
Hvor danske brugere i lang tid har kunnet deltage i auktioner i Sverige, bliver der nu åbnet for, at danskere også kan oprette og sælge genstande. Ifølge Traderas CEO er den ambitiøse målsætning at få 500.000 danskere med på platformen i 2024.
“Vi har i en årrække mærket en stigende interesse for Tradera blandt danske kunder, især inden for tøj, ure og samlerobjekter. En stigende efterspørgsel og den geografiske nærhed er nøglefaktorer for at satse på det danske marked. Danmark er også kommet langt i sin cirkulære modenhed, og vi mærker, at der er en stor interesse for at handle brugt blandt danskerne,” siger Stefan Öberg, CEO og medejer af Tradera.
Dansk direktør mærker holdningsskift
Det er Henrik Rasmussen, der leder Traderas indtog i Danmark. Han kommer med en baggrund inden for salg, marketing og ledelse fra film- og forlagsbranchen. Det var forretningsmodellen, og Traderas tilgang til cirkulær økonomi, der lokkede ham ombord.
“Vi har en mission om at give brugte varer en højere værdi, der tilskynder et mere bæredygtigt mindset hos danskerne. I Danmark er der i øjeblikket et holdningsskifte, hvor flere vedkender, at vi ikke kan blive ved med at forbruge nye ting på samme måde, som vi har gjort tidligere. Vi bliver bedre til at bruge vores ting i længere tid og sende dem videre i systemet. Tradera tilbyder en nem vej at købe og sælge brugte varer online, og vi ser frem til at blive en del af udviklingen af cirkulær handel i Danmark,” siger Henrik Rasmussen, Country Manager Tradera Danmark, der særligt fremhæver auktionsfunktionen som en vigtig feature.
”Danskerne kender bedst auktioner fra auktionshusene, men i Tradera er det en fast funktion, som mange brugere har stor succes med. Jeg tror, at det bliver en vigtig brik for danskerne, der kan få en reel markedspris deres brugte varer - og købere kan ofte finde rigtig gode handler,” siger Henrik Rasmussen, der fortæller at erfaringer fra Sverige viser, at det særligt er varer som ure, tasker og samlerobjekter, der får særlig gode priser på auktion.
Faktaboks
Tradera er tilgængelig både online og som mobilapp og tilbyder en integreret forsendelse- og betalingsservice. Modsat mange andre online-auktioner, er det gratis for køberen at byde og købe varer på Traderas auktioner, mens sælgeren kun betaler provision ved salg.
Provisionen er 10% - dog minimum 2 kroner og maksimalt 150 kroner - uanset varens endelige pris.