Med støtte fra alle Folketingets partier har regeringen torsdag fået vedtaget en ny knivlov, der skal skærpe kursen over for knive i nattelivet.
Justitsminister Søren Pind (V) lægger vægt på, at reglerne samtidig lempes for lovlydige borgere, så man ikke skal bekymre sig om at overtræde loven, når man tager en kniv med på jagt eller fisketur:
- At få rettet op på knivloven har været en mærkesag fra dag ét for mig som justitsminister. Nu rammer vi de kriminelle og knivene i nattelivet, men spænder ikke længere ben for eksempelvis spejdere eller jægere, som tager på fisketur eller går på jagt, siger Søren Pind i en pressemeddelelse.
Justitsministeriet sendte kort før jul 2015 lovforslaget i offentlig høring. Det skete på baggrund af længere tids kritik af de nuværende regler for at ramme skævt.
Nogle knive, som er egnede til brug ved blandt andet jagt, fiskeri og erhvervsudøvelse var efter de gamle regler kriminaliseret, mens andre farlige knive var tilladte at bære alle steder – også i nattelivet, lød kritikken.
Den nye knivlov samler og forenkler ifølge Justitsministeriet reglerne om knive og blankvåben i en ny og selvstændig hovedlov.
Centralt i lovforslaget er, at såkaldte enhåndsbetjente foldeknive fremover ikke længere bliver kategoriseret som særligt farlige knive, det er forbudt at besidde uden tilladelse fra politiet.
Til gengæld udvides princippet om, at knive kun må medbringes på offentlige steder, når der er et anerkendelsesværdigt formål til at omfatte alle knive og blankvåben.
Som et led i en øget indsats for at bekæmpe knivvold indføres der ifølge justitsministeren en betydelig strafskærpelse for personer, som tidligere er dømt for vold.
De vil fremover blive straffet hårdere, hvis de bærer kniv på steder, hvor der erfaringsmæssigt er høj risiko for vold - eksempelvis i nattelivet eller kriminelle miljøer.
/ritzau/