Den danske roer Andrej Lawaetz Bendtsen er klar til at løfte de stolte danske traditioner i bådtypen letvægtssinglesculler, hvor Henrik Stephansen, der i dag ror letvægtsdobbeltsculler med Steffen Bonde, er tredobbelt verdensmester og forsvarende europamester.
I lørdagens semifinale var det dog på et hængende hår, at Andrej Lawaetz Bendtsen fik sikret sig den tredjeplads, som gav billet til EM-finalen.
Der var ikke meget, der indikerede, at Andrej Lawaetz Bendtsen var på vej mod en finaleplads efter de første 500 meter, hvor han lå sidst efter et skidt udlæg.
Men så fik Andrej Lawaetz Bendtsen rykket sig op på fjerdepladsen på midterstykket, og senere avancerede han også fornemt til tredjepladsen.
- Det, der egentlig skete både fredag og lørdag, det er, at mit udlæg blev for kort, jeg stoppede for hurtigt med min startsprint, hvor de andre bare blev ved.
- Og på midterstykket lå jeg og kæmpede for meget med vandet og fik ikke rigtigt båden med mig, og det gjorde, at de andre fik frit løb.
- Så med 500 meter igen kunne jeg godt se, at jeg skulle trække de store kanoner frem for at få den hjem, siger Andrej Lawaetz Bendtsen i en pressemeddelelse.
Han indrømmede bagefter, at træningen op til mesterskaberne har været turbulent, og at finalepladsen derfor var en positiv overraskelse.
- Jeg fik problemer med lænden i forbindelse med Copenhagen Regatta, og derfor har jeg egentlig kun kunnet træne ordentligt i en uge op til mesterskaberne.
- Jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg stod i forhold til konkurrenterne, så det er helt klart en stor succes, at jeg er kommet i finalen, mener Andrej Lawaetz Bendtsen.
Også den danske letvægtsfirer, som populært kaldes Guldfireren, har kvalificeret sig til A-finalen, der ros søndag i den serbiske hovedstad Beograd.
/ritzau/