En ny dansk udviklet applikation kan meget vel vise sig at blive uundværlig for blinde og svagtseende i hverdagen fremover.
'Be My Eyes' hedder app'en, hvor blinde og svagtseende kan blive matchet med en seende over smartphonen og på den måde løse almindelige udfordringer i hverdagen, der nogle gange kan være uoverstigelige for mennsker med et synshandicap.
Det danske hold bag udviklingen af applikationen har fået stor opmærksomhed verden over, hvor de bliver hyldet for ideen.
Der er indtil nu tilmeldt flere end 25.000 frivillige, der gerne vil 'låne' deres øjne til synshandicappede.
Det kan eksempelvis være en situation, hvor en svagtseende står i supermarkedet og skal købe en liter mælk. Når vedkommende gerne vil vide, hvornår datoen løber ud, aktiverer de app'en og bliver sat i forbindelse med en frivillig, der gennem telefonens video kan agere øjne og løse situationen.
- For synshandicappede kan selv simple problemer blive store, men det håber vi at kunne ændre på med vores app, skriver holdet bag på deres hjemmeside.
Ideen til applikationen kom fra opfinderen og håndværkeren Hans Jørgen Wiberg, der selv har været svagtseende siden han var 25. Han videreudviklede ideen sammen med det danske softwarefirma Robocat.
Da holdet præsenterede ideen til en start-up messe i Aarhus, blev den kåret til den mest innovative, og de fik efterfølgende økonomisk støtte til udviklingen af Velux Fonden og Dansk Blindesamfund.
Du kan læse mere om applikationen og tilmelde dig som frivillig HER