Ny Brøndby-formand vil holde sig i baggrunden

admin

|

11/04/2014

Dagens topnyheder

Brøndby kommer til at få en helt anden profil under den nye formand Jan Bech Andersen.

Modsat forgængeren Aldo Petersen, der har været meget synlig i medierne, kommer Jan Bech Andersen til at køre en anden stil.

- Jeg vil ikke være så synlig. Jeg er bestyrelsesformand, og jeg er af den holdning, at det er den daglige ledelse, der driver og tegner forretningen, siger Jan Bech Andersen, der er bosat i England.

Storaktionæren vil heller ikke komme så meget i klubben, som sin forgænger.

Den nyvalgte bestyrelse, der blandt andre består af DBU's tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen, tidligere Nordea-topchef Thorleif Krarup, Morten Albæk fra Vestas og Jesper Møller fra Toms, har endnu ikke en plan klar for fremtiden.

Jan Bech Andersen fortæller dog, at driften i Brøndby skal forbedres. Sidste år gav et underskud på 39,7 millioner kroner, og klubben forventer et lignende underskud for 2014.

- Vi skal ikke blive ved med at tabe penge, som det skete sidste år og formentlig sker i år. Vi har 25.000 aktionærer, så vi har et ansvar for, at vi tjener penge.

- Nu skal vi i bestyrelsen have koordineret vores kalendere for de næste 100 dage. Men lad os tage det stille og roligt. Det vigtigste var, at vi fik en rolig generalforsamling, siger den nye formand.

/ritzau/