Ny bog: Clinton og Obama var uenige om fangeudveksling

admin

10 år siden

|

06/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

USA's tidligere udenrigsminister Hillary Clinton fortæller i en ny bog, at hun var bekymret over at udveksle fanger med Taliban-bevægelsen, som det er sket for nylig med den omstridte frigivelse af soldaten Bowe Bergdahl.

Favoritten til at stille op som Demokraternes næste præsidentkandidat og den nuværende præsident, Barack Obama, var også uenige på andre punkter, da de to arbejdede sammen, lyder det i bogen.

Tv-stationen CBS News er kommet i besiddelse af biografien "Hard Choices" - svære valg - og rapporterer, at Clinton diskuterede forhandlingerne om en mulig fangeudveksling med præsidentens toprådgivere.

- Jeg anerkendte, som har jeg gjort mange gange før, at det at åbne en dør til forhandlinger med Taliban ville være hårdt at sluge for amerikanerne efter så mange år med krig, skriver hun ifølge CBS News.

Obama er blevet kritiseret for at frigive fem fanger fra Guantanamo-fængslet for i bytte at få Bowe Bergdahl hjem fra Afghanistan, hvor han sad fanget i knap fem år.

Clinton og Obama var også uenige om, hvorvidt USA burde have bidraget med våben til oprørerne i Syrien, hedder det i bogen, der omhandler Clintons år som udenrigsminister.

- Præsidenten hældede til at blive på den nuværende kurs og ikke tage det vigtige næste skridt med at bevæbne oprørere. Ingen bryder sig om at tabe en diskussion - heller ikke jeg, skriver Clinton.

I sidste uge sagde Obama i en tale, at han ønsker at øge støtten til de syriske oprørere. Han er ikke kommet ind på, hvordan han vil støtte dem.

Clinton erkender i bogen, at hun trådte ved siden af, da hun erklærede forholdet mellem USA og Rusland, der i marts annekterede den ukrainske halvø Krim, for "nulstillet".

Hun beskriver samtidig Vladimir Putin som en nærtagende og autokratisk præsident, der "afskyr kritik".

Hillary Clinton var udenrigsminister fra 2009 til 2013.

/ritzau/Reuters