Messen Kreative Dage, der blev afholdt i Messe C i Fredericia i weekenden, slog ny besøgsrekord. 16.078 personer besøgte messen. Det er omkring 300 flere end i 2011.
Udstillingsarealet var i år udvidet fra 8.000 til 10.000 kvadratmeter, og samtidig var arrangementet samlet i én hal i stedet for to mindre haller.
- Det har været en succes. Vi har fået ros for en overskuelig, bred og meget flot messe, og trods de mange mennesker var der fint med plads og luft i gangene, bemærkede flere, siger Lars Søndergaard, projektchef i Messe C Fredericia.
Lørdag formiddag var tilstrømningen så stor, at kø ved indgangen ikke kunne undgås. Til gengæld var tilfredsheden stor, når folk kom indenfor.
- Nogle bemærkede, at de havde det lige som børn i Tivoli, fordi der var så meget at opleve og prøve. Vi har virkelig fået etableret Kreative Dage som Danmarks største og mest attraktive mekka for alle, der elsker håndarbejde, hobby, kunsthåndværk med videre, fastslår Lars Søndergaard.
Også udstillerne havde en god weekend.