Nu skal vi advares: Nye regler skal gøre nethandel sikrere

admin

|

24/06/2014

Dagens topnyheder

Nu skal det være lettere for forbrugerne at få et overblik over, hvad der bliver hævet fra deres konto, når de betaler med betalingskort eller deres mobiltelefon over nettet.

Derfor har Forbrugerombudsmanden lanceret en række nye retningslinjer på området.

Blandt andet skal forbrugeren varsles ved tilbagevendende betalinger, hvilket for eksempel kan være en form for abonnement.

- Hvis der trækkes andet end det faste beløb, eller betalingsdatoen ændrer sig, så skal det meldes til kunden mindst otte dage før, betalingen sker, forklarer chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden Søren Iversen og fortsætter:

- Et eksempel kan være, hvis man betaler 100 kroner om måneden for et fitness abonnement. Så skal det ikke varsles, men hvis der er ekstra betalinger, fordi man ikke er mødt op på et hold, eller hvis man har købt sodavand over sit fitness kort, så skal det meldes til kunden, så vedkommende kan tjekke beløbet.

Når der bliver sendt en varsling ud, betyder det, at kunden har otte dage til at standse betalingen, eller 14 dage fra den er sket, til at få den tilbageført.

I fremtiden vil det også som udgangspunkt være urimelige vilkår, hvis der skal betales, før varen er modtaget, medmindre der er en saglig eller rimelig grund til det.

- Vi har endnu ikke taget stilling til, hvad det kan være. Men man kan jo se på tilfælde, hvor der skal laves noget specielt til forbrugeren – så er der tradition for, at der kan fortages en forudbetaling. Der er også brancher, hvor det er kutyme at betale forud i mange år – der kan man også fortsætte.

- Men vi har med vilje ikke gjort op med, hvad der er en saglig og rimelig grund. Det må man finde ud af med de erhvervsdrivende. Hvis de er i tvivl, så må de spørge os, siger Søren Iversen.

De nye retningslinjer træder i kraft 1. september 2014 på nær varslingsreglerne for tilbagevendende betalinger, som først træder i kraft 1. januar 2015.

/ritzau/