Efteråret har indtil nu vist sig fra sin særdeles lune side, men nu er det måske tid til at finde en foret jakke frem fra skabet, for temperaturen vil i denne uge falde til grader, der er mere normale for årstiden.
Det fortæller Frank Nielsen, der er meteorolog hos DMI.
- Det bliver ustadigt og lidt køligere. Vi får en periode, hvor den varme luft kører øst om os, og et drilsk lavtryk passerer op over Danmark med regn og giver os omkring 10 grader, hvilket er koldere, men stadig en smule over normalen, siger han til Ritzau.
- I runde tal skærer vi omkring fem grader af de temperaturer, vi har haft på det seneste, tilføjer han.
Dermed skulle man også tro, at det er tid til at finde bilens isskraber frem om morgenen, men der kommer for mange skyer til at temperaturen kan falde til under frysepunktet.
- Hvis der mod forventning skulle opstå et længerevarende hul i skydækket, kunne vi godt komme dernedad, men vi nøjes med at gå ned på tre-fire grader, hvor det bliver koldest, siger Frank Nielsen.
Den første del af ugen bliver den mest grå. Men efterhånden som vi nærmer os fredag, bliver vejret en smule pænere, såfremt man foretrækker sol, lyder det fra DMI.
Efteråret har indtil nu vist sig fra sin særdeles lune side, men nu er det måske tid til at finde en foret jakke frem fra skabet og tænde for varmen for temperaturen vil i denne uge falde til grader, der er mere normale for årstiden.
Indtil da må danskerne gå igennem en uge, hvor november er grå i grå, hvilket ikke er unormalt for måneden, hvor også mørket for alvor lægger sig over landet.
Tocifrede temperaturer er dog fortsat over normalen for november, selv om det bliver køligere end den seneste måned.
- Gennemsnittet i november er 4,5 grader, og selv om vi er i starten af måneden, er vi stadig nogle grader over det normale. Men nu har vi haft så varmt vejr længe, at det vil føles koldere, siger Frank Nielsen.
/ritzau/