Novo Nordisk øger milliardoverskud

admin

10 år siden

|

07/08/2014

Dagens topnyheder

Novo Nordisk kom ud af første halvår 2014 med et resultat før skat på 17,3 milliarder kroner. Det er en stigning på fem procent i forhold til samme periode sidste år, oplyser selskabet.

- Vi er tilfredse med de finansielle resultater opnået i et udfordrende første halvår af 2014, siger administrerende direktør Lars Rebien Sørensen i regnskabet.

Novo Nordisk fastholder forventningerne til 2014 i lokal valuta, mens valutamedvind betyder, at forventninger i danske kroner præciseres opad.

Målt i lokal valuta venter Novo Nordisk fortsat en vækst salget på 7-10 procent samt en stigning i resultatet af primær drift på "omkring" 10 procent.

I danske kroner udtrykkes forventning om en salgsvækst på 4-7 procent i kroner og en fremgang i resultatet af primær drift på 5 procent. Tidligere ventede Novo en fremgang på toplinjen på 2,5-5,5 procent målt i kroner samt på omkring 3 procent, når det kom til driftsresultatet.

Efter skat lyder bundlinjen efter første halvår på 13,5 milliarder kroner. Det er en stigning på seks procent, oplyser selskabet.

/ritzau/