Norwegian opretter nye datterselskaber i Norge og EU

admin

11 år siden

|

16/10/2013

Dagens topnyheder

Det norske lavprisflyselskab Norwegian ændrer nu udseende og opretter to nye datterselskaber - et i Norge og et i EU. Det skriver Norwegian i en pressemeddelelse.

- Norwegian går fra at være et skandinavisk til et internationalt selskab. Vi er først og fremmest afhængige af at sikre os trafikrettigheder i nye markeder. Samtidig vil vi beholde en norsk forankring gennem et nyt norsk driftsselskab.

- Målet er at sikre, at Norwegian i fremtiden kan være et stærkt og konkurrencedygtigt, globalt flyselskab, som skaber værdi og tilbyder sikre arbejdspladser til alle, skriver administrerende direktør Bjørn Kjos i pressemeddelelsen.

Ændringen i selskabets struktur betyder, at alle piloter i skandinaviske lande overføres til det nye norske datterselskab med deres nuværende løn- og arbejdsvilkår. Andre ansatte i moderselskabet bliver ikke berørt, lyder det.

Samtidig bliver der oprettet et selvstændigt datterselskab i EU, som vil få rettigheder til at flyve ud af Europa.

Dermed går selskabet alvor af planer, som dets piloter har frygtet.

Mandag varslede piloternes fagforening masseopsigelser for samtlige af sine 620 medlemmer. Piloterne er bange for at miste rettigheder, som de har sikret sig gennem en lang række opgør, hvis Norwegian-ledelsen gennemfører omorganiseringen.

Ifølge nyhedsbureauet NTB er der fortsat tvivl om, hvorvidt alle piloternes rettigheder bliver overført.

- Dette kan jo tolkes, som at koncernledelsen imødekommer piloterne på væsentlige områder. I så fald er det positivt, siger formand Hans-Erik Skjæggerud fra fagforeningen Parat til nyhedsbureauet.

/ritzau/