Den storpolitiske krise mellem Rusland på den ene side og EU og USA på den anden side om den ukrainske Krim-halvø er blodig alvor for medarbejderne på Danish Meat Company i Vendsyssel, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Før krisen var der 125 ansatte på slagteriet i Vrå, som slagtede omkring 20.000 grise om måneden. Nu er alle slagteriarbejderne fyret, produktionen ligger stille, og der er kun liv på enkelte af kontorerne i administrationen.
Danish Meat Company har frem til januar eksporteret 90 procent af sin produktion til Rusland, men den salgsstrategi har vist sig at være livsfarlig.
Efter fund af svinepest i Litauen lukkede Rusland 29. januar for import af svinekød fra hele EU.
Under normale omstændigheder ville en så voldsom reaktion hurtigt blive efterfulgt af forhandlinger og en aftale, som kunne genåbne eksporten fra alle de EU-lande, der ikke har haft udbrud af svinepest.
Men lige nu er relationerne mellem Rusland og EU alt andet end normale. I syv uger har Rusland således fastholdt et totalt forbud mod import af svinekød fra samtlige 28 EU-lande.
Krisen koster lige nu de danske landmænd millioner af kroner hver dag. Det russiske importforbud har fået svinekødsafregningen til at falde, og slagterierne betaler i denne uge 10,20 kroner pr. kilo svinekød.
- Hvis vi ikke havde haft et russisk importforbud, ville svinekødsnoteringen formentlig være mindst 11,50 kr. pr. kilo, vurderer chefanalytiker Karsten Flemin, Landbrug & Fødevarer, over for avisen.
Det russiske importstop koster dermed svineproducenterne omkring 40 millioner kroner om ugen, skriver Jyllands-Posten.
/ritzau/