Nordea får 100 millioner euro mere ind i overskud i årets tredje kvartal i forhold til sidste år, viser regnskab. Det svarer til en forbedring på 745 millioner kroner.
Samlet ender overskuddet i 3. kvartal 2013 på over en milliard euro svarende til små 7,5 milliarder kroner.
Bankens topchef Christian Clausens lyder da også til at være tilfreds med resultatet.
Han fremhæver, at trods den nuværende situation med lav vækst og lave renter steg Nordeas indtægter i forhold til 3. kvartal 2012.
- Efter en træg sommer er aktiviteten på det seneste begyndt at tage til igen. Vi tror, at det værste nu er ovre, og at vi vil se stigende økonomisk aktivitet på alle vores nordiske markeder i 2014, siger Christian Clausen i en kommentar til regnskabet.
Det er især på færre nedskrivninger, at bankkoncernen klarer sig bedre. Nordeas nedskrivninger endte i årets første ni måneder på 4,13 milliarder kroner - og selv om tallet er stort, er det 745 millioner kroner mindre end på samme tidspunkt sidste år.
Omkostningerne holdes i ro i banken. Udgifterne til personalet ligger i årets første tre kvartaler mere eller mindre status quo på 16,7 milliarder kroner. Det er omkring 7,45 millioner mindre end sidste år.
- Da vi forventer, at væksten i de kommende år fortsat vil holde sig på et lavt niveau, vil forbedret effektivitet stadig stå højt på dagsordenen. Samtidig ser vi, at mange af vores tiltag leverer bedre end forventet, siger Christian Clausen om regnskabet.
Og det er nye tider i banken. Antallet af kunder pr. fuldtidsmedarbejder steg fire procent fra 359 i samme periode sidste år til 372 i år, viser regnskabet. Og bankkunderne går heller ikke så meget i banken som tidligere.
- Mere end 1,2 millioner kunder bruger nu Nordeas mobilbankløsninger til deres dagligebankforretninger. Det er en stigning på næsten 80 procent i forhold til tredje kvartal 2012, skriver koncernchefen i regnskabet.
/ritzau/