Nordeas kunder vælger mobilbank frem for nettet

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Nordeas danske kunder bruger deres smartphone oftere end computeren, når skal i banken. Rekorden blev sat i april, hvor mobilbanken havde 5.430.980 besøg mod netbankens 5.179.999, viser tal fra Nordea.

Det er første gang, mobilbanken overhaler netbanken målt på antal besøg.

- Vi oplever, at kunderne har taget mobilbanken til sig i stor stil. Samtidig bruger de ofte netbanken, som de plejer, siger privatkundedirektør i Nordea Ken Adrian om kundernes brug af mobilen til bankforretninger.

Han mener, at det er muligheden for at tjekke sine finanser på mobilen, der er med til at give rekorden.

- Kunderne logger på mobilbanken på andre tidspunkter end på netbanken. De bruger mobilbanken på farten, når de er på vej til arbejde om morgenen, i sengen om aftenen, eller hvor end de nu befinder sig, siger Ken Adrian.

- Samtidig logger kunderne på flere gange i løbet af dagen sammenlignet med netbanken, siger privatkundedirektøren.

Med mobilbanken er det også blevet nemmere at overføre mellem egne konti, da man ikke skal bruge Nem-id.

Det har Nordeas kunder taget godt imod, og det er nu den mest brugte funktion i mobilbanken.

Tallene viser også, at mens andelen af besøg i netbanken er stabil, er andelen af brugere, som både bruger mobilbanken og netbanken stigende.

Kunderne vælger dog fortsat mest netbanken, når der skal betales regninger og overføres penge til andre.

/ritzau/