Storbanken Nordea vil ifølge Ritzau Finans nedlægge op mod 100 stillinger i Danmark som led i den igangværende proces med at spare på omkostningerne.
Nyheden om at nedlægge 100 stillinger i Danmark fremgår ikke af Nordeas halvårsregnskab, der for koncernens aktiviteter i hele Norden viste et nettooverskud på 5,1 milliarder kroner mod 5,7 milliarder i samme periode sidste år. Den er et led i koncernens plan om at spare omkostninger.
Ifølge Ritzau Finans har bankkoncernen en overordnet plan om at nedlægge fem procent af stillingerne, og langt de fleste vil fortsat ske ved naturlig afgang eller ved, at de ansatte for tilbudt andre job i koncernen.
Indtil videre er langt størstedelen af ændringerne - også i Danmark - sket ved naturlig afgang, ved frivillige fratrædelser, og ved at de ansatte er blevet matchet med andre job. Men der mangler fortsat 100 stillinger, før regnskabet går op, oplyser Nordea til Ritzau Finans.
- Processen kører stadig, og det forventes, at antallet bliver lavere, da jobmatching-processen fortsætter efter sommeren og hen over efteråret, forklarer Nordea.
/ritzau/