Først var Nørrebro billig. Så blev bydelen hip med livet omkring Sankt Hans Torv, der også gav Nørrebro kant og en snert af fare efter urolighederne den 18. maj 1993, hvor gadekampe mellem demonstranter og politi endte i 113 skud.
I en periode kunne intet slå Nørrebro i popularitet, indtil Vesterbro pludselig overtog titlen som de hippes paradis, hvor hipsternes indtog fordrev gadeprostitutionen fra Halmtorvet og ind i den mere anonyme og mindre centrale Skelbækgade.
Østerbro har derimod haft en fast fanskare blandt overskudsforældre med trang til spelt og livet omkring Bopa Plads med stamsteder som Cafe Pixie og The Laundromat Cafe.Så hvilken bydel mest hip, og hvad skal man gøre, hvis man nu bare vil bo der, hvor alle andre også vil bo?
Hvis vi ser på strømmen af mennesker og popularitet, kan vi gøre det nemmere for alle og lade hårde facts afgøre, hvad der er hot, og hvad der er snot.
En opgørelse over de hurtigst sælgende veje målt på lejlighedssalg afslører nemlig, at to gader på Nørrebro var de hurtigst sælgende i 2013. Læssøesgade ligger nummer et med en gennemsnitlig salgstid på bare 19 dage for de syv ejerlejligheder, der blev solgt dér sidste år. Ægirsgade tager andenpladsen med en slagstid på 20 dage.
- Ejerlejlighederne på Nørrebro er svært populære, og ser vi udelukkende på, hvor hurtigt det går med at få solgt, ja så er Nørrebro den absolut mest eftertragtede bydel ikke bare i København men i hele landet, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Frederiksberg byder ind på tredjepladsen med Bentzonsvej, hvor det tog 25 dage at sælge en ejerlejlighed, og Mathildevej hvor salgstiderne lå på 31 dage.
Aalborg med i popularitetsindekset
Aalborg er den eneste by ud over København, der ligger på top 10 over hurtigst sælgende veje med ejerlejligheder. Her trækker den populære Hasserishave salgstiderne ned på 26 dage.
Aalborg snupper også ottende- og tiendepladsen med Falstersgade og Finlandsgade, hvor det tager henholdsvis 31 og 33 dage at få solgt.
Hurtigt sælgende millionlejligheder ved vandet
Østerbro er et kapitel for sig selv. Med hele tre pladser på listen har bydelen cementeret sig som eftertragtet. Dog primært blandt købestærke københavnere der vil bo i byen og som kan betale kassen. Harbour Park opgang C tager femtepladsen med salgstider på 27 dage.
Det er til trods for, at lejlighederne slet ikke er bygget færdige og desuden er listens dyreste med en gennemsnitlig salgspris på over 4,8 millioner kroner.
Kildevældsgade på Østerbro ligger nummer seks på listen, og her hører lejlighederne også til i den dyre ende. Først på Østerbros Fiskedamsgade er priserne en smule lavere.