Nils Malmros nye film får verdenspremiere i Rom

admin

11 år siden

|

15/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det romerske publikum bliver det første, der får lov at se instruktøren Nils Malmros' nyeste film "Sorg og glæde". Det sker på filmfestivalen i Rom 11. november, hvor filmen får verdenspremiere, oplyser Det Danske Filminstitut.

Filmen tager udgangspunkt i instruktørens eget liv.

Nils Malmros har gennem en række film fortalt om sin opvækst, barndom og ungdom.

I filmen "Sorg og Glæde" blotlægger han et afgørende kapitel af sit smertelige voksenliv. Historien om, da hustruen Marianne slog parrets ni måneder gamle datter ihjel.

Jakob Cedergren og Helle Fagralid spiller hovedrollerne som ægteparret, der oplever den størst mulige sorg og ulykke i deres liv.

På et nærmest håbløst fundament forsøger parret alligevel at nå frem til en gensidig og moden kærlighed.

Filmfestivalen i Rom afholdes i år fra 8. til 17. november. Filmen "Sorg og glæde" dyster i hovedkonkurrencen mod film af blandt Spike Jonze og Isabel Coixet.

Rom Film Festival blev etableret i 2006 og er på kort tid blevet en af Europas betydningsfulde festivaler.

Festivalen har fra starten haft store ambitioner, glamour og imponerende priser. Tidligere år er det blevet til priser til Susanne Bier, Nicolo Donato og Kasper Munk på festivalen.

Nils Malmros' film har dansk premiere 14. november 2013.

/ritzau/