Instruktøren Nicolas Winding Refn er udpeget til juryen på filmfestivalen i Cannes og er dermed med til at uddele Guldpalmen, oplyser filmfestivalen på sin hjemmeside.
I 2011 vandt Refn prisen som bedste instruktør for det dystre dram "Drive" på festivalen i Cannes.
Sidste år måtte han tage tomhændet hjem fra den franske filmby, hvor "Only God Foregives" havde været i samme hovedkonkurrence, danskeren nu skal være med til at finde prisvinderne i.
Den newzealandske instruktør Jane Campion, der vandt Guldpalmen for "The Piano", er formand for den ni personer store jury, der ud over Refn blandt andet består af instruktøren Sofia Coppola, skuespilleren Willem Dafoe og skuespiller og tidligere Bond-pige Carole Bouquet.
Sidste år var det Refns kollega Thomas Vinterberg, der var med i en Cannes-jury. Som juryformand i filmprogrammet "Un Certain Regard" var han med til at uddele priser til de mindre mainstreamfilm på festivalen.
Nicolas Winding Refns hovedrolleindehaver fra både "Drive" og "Only God Forgives", Ryan Gosling, deltager i år med sin instruktørdebut "Lost River" i netop denne certain regard-kategori.
Blandt de nominerede film, der dyster om Guldpalmen, er blandt andre "Jimmy's Hall" af Ken Loach, "Maps to the Stars" af David Cronenberg og "The Homesman" af Tommy Lee Jones. I alt deltager 19 film i hovedkonkurrencen.
Kristian Levrings danske westernfilm "The Salvation" med Mads Mikkelsen i hovedrollen er også udtaget til årets festival i Cannes. Filmen deltager dog ikke i hovedkonkurrencen, men skal vises ved en prestigefyldt midnatsgallavisning.
Desuden deltager den danske instruktør Jonas Alexander Arnby med sin spillefilmsdebut, gyseren "Når dyrene drømmer", der er udtaget til sideprogrammet Semaine de la Critique, der fungerer som opvarmning til den prestigefyldt filmkonkurrence.
Den 67. udgave af Cannes-filmfestivalen finder sted fra den 14. til 25. maj.
/ritzau/