Niclas fandt sin mor død på badeværelset: Lægen havde lagt en seddel i køkkenet og var gået

Morten Larsen

434 uger siden

|

23/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der var tale om et sørgeligt syn, da svenske Niclas Mattson gik ind ad døren til sin mors lejlighed på et plejehjem i den stockholmske forstad Sätra.

Her fandt han sin døde mor på badeværelsets kolde gulv, hvor kvinden lå i sit undertøj og med en rollator over sig.

Den chokerede søn gik ud i køkkenet, hvor han fik øje på en seddel med budskabet om kvindens død.

Beskeden var skrevet af en læge, der havde lagt sedlen i lejligheden og var gået igen.

- Jeg besøgte min mor i den tro, at jeg skulle hjælpe hende med at handle, men i stedet fandt jeg hende død. Jeg forstår ikke, hvordan sådan noget kan se, siger Niclas Mattson til Arbetarbladet

Læs også: Sundhedspersonale slår alarm: Patienter dør ensomme på grund af for lav bemanding

- At efterlade et dødt menneske på den her måde er et tegn på manglende menneskelig værdighed, siger den efterladte søn.

Niclas Mattsons mor var død i løbet af natten af en blodprop i den ene lunge, og næste morgen blev liget fundet.

Både hjemmeplejen og den travle læge er ikke bange for at komme med en undskyldning til de efterladte.

- Først og fremmest vil jeg sige, at det er uacceptabelt, at en pårørende skal opleve dette. Vi undskylder. Både hjemmeplejen og vi har begået alvorlige fejl. Selv om der ikke var noget telefonnummer, så kan man ikke efterlade en død person på sådan her. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at man kan sætte sig ind i familiens situation. Det er ikke sket her, siger overlæge Börje Svensson.

Nu skal en undersøgelse afgøre, hvad der er gået galt i håndteringen af plejehjemsbeboerens død.

Niclas Mattson forklarer til Arbetarbladet, at han ikke vil have hængt enkeltepersoner ud i sagen, men at han ønsker en debat, så lignende fejl kan undgås i fremtiden.

- Lyt til din samvittighed. Selv en død person har værdighed. Det ville have betydet meget for mig, hvis der var blevet lagt en lagen over hende, siger han og fortsætter:

- Jeg vil aldrig glemme synet af min mor på det kolde badeværelsesgulv. Min eneste trøst er, at hun havde et roligt udtryk i ansigtet, da jeg fandt hende, siger Niclas Mattson.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: