Nicki Sørensen indrømmer dopingmisbrug

admin

9 år siden

|

22/06/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den tidligere cykelrytter Nicki Sørensen var dopet under sin aktive karriere.

Det indrømmer han over for BT.

- Jeg har dopet mig, det har jeg indrømmet fuldt og helt. Det er jeg ked af, og den beslutning (om at tage doping, red.), ville jeg ønske at kunne gøre om, siger Nicki Sørensen til avisen.

Han fortæller, at han har fortalt om sit dopingforbrug overfor Anti Doping Danmark (ADD), der tirsdag fremlægger en stor rapport om brugen af doping i dansk cykelsport.

Søndag aften beskyldte en anden tidligere dopingsynder Michael Rasmussen ADD for at skjule Rasmussens vidneudsagn om Nicki Sørensens dopingmisbrug for at beskytte Nicki Sørensen.

- Jeg har ikke selv noget ønske om at afgive min forklaring under anonymitet, det vil også fremgå af rapporten. ADD vil ikke dække over mig, det har aldrig været en del af nogen aftale.

- Jeg skulle godkende udkastet til rapporten, der så åbenbart er blevet sendt til Michael Rasmussen ved en fejl, siger Nicki Sørensen til BT.

Dopingmisbruget fandt sted i de tidlige år af Nicki Sørensens karriere. Det er mere end 10 år siden, fortæller den i dag 40-årige ekscykelrytter.

Nicki Sørensen har siden 2001 kørt for holdet, man i dag kender som Tinkoff-Saxo.

Her var han kendt som en stærk allround-rytter, som undervejs vandt flotte sejre.

Den største faldt i 2009, da Sørensen vandt en etape i Tour de France. I 2005 vandt han en etape i Vuelta a España. Desuden oplevede han fire gange at blive dansk mester på landevej; i 2003, 2008, 2010 og 2011.

Han indstillede karrieren i oktober 2014, hvorefter han blev sportsdirektør på holdet, der tidligere havde Bjarne Riis som ejer.

/ritzau/