Ni hunde og 29 papegøjer døde mandag eftermiddag, da der udbrød brand i en hundekennel i Sønderjylland.
- Vi får klokken 13.05 besked om, at der er brand i en landejendom, hvor der er indrettet hundekennel, fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det var ejeren selv, der anmeldte branden på Noldevej i Bylderup-Bov øst for Tønder.
Da politi og brandvæsen når frem, hærger ilden stueetagen i hovedbygningen.
- Stueetagen er helt udbrændt, og førstesalen er brandskadet. Staldbygningen på ejendommen er dog uskadt, fortæller Erik Lindholdt.
Det lykkedes ejeren selv at redde 11 hunde og fire heste fra flammerne. Men 29 papegøjer og otte hunde indebrændte. En niende hund måtte efterfølgende aflives på grund af dens skader.
- De fleste af de døde hunde var hvalpe, og de er muligvis krøbet sammen et sted, så ejeren ikke har kunnet få dem med ud, siger vagtchefen, der også fortæller, at alle de døde hunde tilhørte kennelen.
Politiet kender sent søndag eftermiddag ikke årsagen til branden.
/ritzau/