New York lancerer antiterror-app

admin

|

24/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter terrorangrebene i Paris skærper den amerikanske delstat New York indsatsen mod tilsvarende angreb på amerikansk jord ved at lancere en antiterror-app til mobiltelefoner.

Personer, som henter programmet "See something, Send something" ned på telefonen, kan varsle myndighederne, hvis de observerer noget mistænkeligt, skriver AFP. Det kan ske ved at sende tekst og billeder til delstatens efterretningsmyndigheder.

Afsenderen skal både oplyse navn og telefonnummer.

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, oplyser desuden, at der som led i et skærpet beredskab bliver indsat flere politifolk til at overvåge den kollektive trafik. Blandt andet vil der være flere betjente på de store togstationer Grand Central og Penn.

- De her nye tiltag er vigtige elementer i vores kamp mod terrorisme, siger Cuomo i en skriftlig erklæring.

- Vi har optrappet vores beredskab i kølvandet af angrebene i Paris, og vi fortsætter med at være på vagt over for dem, der søger at sprede frygt og vold, tilføjer han.

Den netop lancerede app i New York er gratis, og den indeholder informationer om, hvad man skal være opmærksom på.

Servicen er allerede tilgængelig i fem andre amerikanske delstater. Det drejer sig om Colorado, Louisiana, Ohio, Pennsylvania og Virginia, oplyser Cuomo i sin meddelelse.

Den tilspidsede situation i flere lande efter angrebene i den franske hovedstad fik mandag det amerikanske udenrigsministerium til at opfordre alle borgere til at være ekstra på vagt. Uanset hvor de rejser hen.

På udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at blandt andet angreb i Paris forrige fredag og angrebet i København tidligere på året er årsag til den nye advarsel.

- Tilgængelig information tyder på, at Isil (andet ord for Islamisk Stat, red.), al-Qaeda, Boko Haram og andre terrorgrupper planlægger terrorangreb i adskillige regioner, lyder det i meddelelsen fra det amerikanske ministerium.

/ritzau/