Netto og Fakta kæmper mod væbnede røverier

admin

10 år siden

|

15/02/2014

Dagens topnyheder

Supermarkederne Fakta og Netto var i 2013 udsat for en del flere væbnede røverier end året for. Det viser tal, som Søndagsavisen har fået udleveret af Coop og Dansk Supermarked.

Hos Fakta kunne man registrere en stigning på 35 procent fra 29 røverier i 2012 til 39 af slagsen i 2013, mens Netto oplevede en stigning på 55 procent fra 40 røverier i 2012 til 62 sidste år.

- Vi er meget opmærksomme på den her udvikling og følger den tæt, siger vicepolitikommissær Ove Larsen fra Station City, Københavns Politi, til avisen.

- Mange af røverierne sker tidligt om morgenen eller sent om aftenen, og efter at Fakta og Netto har udvidet deres åbningstider, er røverne gået specifikt efter dem, forklarer han.

Søndagsavisen skriver videre, at de stadigt flere kontantløse banker, posthuse og tankstationer er en medvirkende faktor til, at røverne indstiller sigtekornet på Netto og Fakta.

Derfor har politiet opfordret Fakta og Netto til i stigende grad at søge mod kontantløse løsninger.

Et råd, som Fakta har forsøgt at implementere med et såkaldt safepaysystem, hvor hverken kunder eller ansatte har adgang til kontanter. Det har imidlertid ikke haft nogen stor effekt, oplyser Coops risk manager, Ulrik Mester:

- Når de ikke kan få penge, går røverne efter sprut og cigaretter i stedet. Det her område er desværre i stærk vækst hos os, så vi bruger mange ressourcer på sikkerhed og vagtfirmaer, der kan skabe noget tryghed og have en afskrækkende effekt, siger han.

På landsplan steg antallet af væbnede røverier mod butikker i 2013 for første gang i fem år, viser tal fra Danmarks Statistik.

/ritzau/