Nets-konkurrent konkurs: Kunder kan tabe 8 millioner

admin

|

15/04/2014

Dagens topnyheder

Netbutikker, der har brugt den konkursramte netbetalingsløsning Ewire, risikerer at miste otte millioner kroner tilsammen, skriver epn.dk.

I Ewires interne regnskabstal var der den 28. februar under punktet "modtagne betalinger fra kunder" anført lidt over otte millioner kroner.

Med selskabets konkursbegæring står kunderne til at miste deres penge i Ewire, som har en negativ egenkapital.

Ewire har fungeret som en dansk udgave af amerikanske PayPal og har dermed været et alternativ for de netbutikker, der modtager betalingskort uden at have en indløsningsaftale med Nets.

Ewires model fungerer nemlig sådan, at køberens penge med det samme overføres til Ewire, og så skulle netbutikken derefter manuelt bede om at få pengene udbetalt.

Hvis man som netbutik ikke har gjort det, risikerer man at tabe de penge, som netbutikkens kunder har indbetalt til Ewire.

Det er ifølge epn.dk især unge iværksættere, der har brugt Ewires betalingsløsning til deres netbutikker. Ewire var nemlig billig, og der blev ikke stillet kapitalkrav som hos den store konkurrent, Nets.

De netbutikker, der indtil fredag benyttede sig af Ewire, skal nu finde en anden betalingsløsning. Hos Nets tager det typisk fem uger at oprette.

Der er endnu ikke blevet udpeget en kurator til at tage sig af Ewires konkursbegæring, og derfor er det endnu ikke sikkert, at netbutikkerne taber alle deres penge hos selskabet.

/ritzau/