Den danske bokseprofil Patrick Nielsen blev udbokset søndag aften i Moskva af hjemmebanefavoritten Dmitry Chudinov og indkasserede dermed karrierens første nederlag.
Inden kampen var danskeren noteret for 22 sejre i 22 kampe.
- Jeg kan ikke være mere skuffet. Det var en dårlig indsats. Det var noget lort. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige lige nu, siger Patrick Nielsen til TV3+.
Danskerens promotor, Kalle Sauerland, arbejder allerede nu på at sikre en revanchekamp mod Chudinov på dansk grund.
Det bekræftede Kalle Sauerland straks efter kampen i Moskva, hvor et mindre bælte i forbundet WBA var på spil for de to mellemvægtsboksere.
- Jeg tager gerne en revanchekamp mod ham, lyder det fra Patrick Nielsen.
Kampen gik alle 12 omgange, og efterfølgende vandt russeren med dommerstemmerne 3-0. Scoren var 116-112, 117-111 og 115-113 blandt dommerne.
/ritzau/