I dag førstebehandler Folketinget et lovforslag, som skal øge konkurrencen på elmarkedet. Konsekvensen kan blive en ekstraregning til forbrugerne, som man har set det i Sverige, hvor elprisen er steget med 20 øre/kWh ifølge beregninger fra EA Energianalyse, lyder kritikken fra Natur-Energi.
- Det er godt, at regeringen vil skabe øget konkurrence på elmarkedet. Det burde være sket for længe siden, men det forslag regeringen har fremlagt, vil betyde stigende elpriser for forbrugerne og hæmme konkurrencen på elmarkedet. Det kan betyde en milliardregning for forbrugerne, udtaler Jette Miller, vicedirektør i Natur-Energi.
Energitilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er enige
Både Energitilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen når frem til samme konklusion i deres høringssvar til ministeriet. Det er grundlæggende problematisk, lyder kritikken, at man hæver prisloftet på el, samtidig med at de store elselskaber får mulighed for at overføre 2,6 millioner hustande til egne kommercielle produkter, uden at forbrugerne skal sige ja til det.
- Der er behov for øget konkurrence om elkunderne og fri prisdannelse på det danske elmarked. Hvis regeringen reelt ønsker et dynamisk elmarked i Danmark, skal forbrugerne sættes fri og aktivt vælge deres eget elselskab. Mobiliteten og dermed det aktive marked er helt nødvendigt for at undgå de prisstigninger, som Energitilsynet og andre stiller forbrugerne i udsigt, slutter Jette Miller.
Norsk model forhindrer prisstigninger
Løsningen ligger lige for. I Norge bliver alle elkunder, der ikke selv har valgt deres elselskab, bedt om aktivt at træffe et valg. Det bliver de gjort opmærksom på via et neutralt brev fra ejeren af ledningsnettet.
Der er mange sunde grunde til at spise chiafrø og Dagens.dk har samlet en række sundhedsmæssige fordele ved de små frø.