Nationalpartiet kommer på stemmesedlen til næste valg

admin

447 uger siden

|

25/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er omsider lykkedes Nationalpartiet at indsamle nok underskrifter til at kunne stille op til næste folketingsvalg.

Det meddeler formand Kashif Ahmad mandag morgen.

- Vi har brugt al vores krudt på bureaukrati og vælgererklæringer. Nu ser vi frem til for alvor at gå i gang med at skaffe kandidater og videreudvikle vores politik, siger formanden.

Sammen med sine to brødre stiftede Kashif Ahmad Nationalpartiet i 2014. Partiet skal være en modvægt mod den højredrejning, der ifølge partiet er sket på udlændingeområdet.

Nationalpartiet blev ikke stemmeberettiget ved folketingsvalget i juni 2015. Dengang lykkedes det nemlig ikke at indsamle tilstrækkeligt mange af de såkaldte vælgererklæringer.

Derfor stillede partiet op med løsgængere, der dog ikke formåede at blive valgt ind. Blandt partiets kandidater var digteren Yahya Hassan, hvilket skabte stor mediebevågenhed. Han er dog siden blevet ekskluderet.

Hvis partiet bliver valgt ind ved næste valg, vil det gøre op med blokpolitikken, siger Kashif Ahmad.

- Uanset om der kommer et forslag fra højre eller fra venstre, vil vi tage udgangspunkt i, hvad der gavner vores samfund. Vi kan både være enige med Dansk Folkeparti og Enhedslisten, siger formanden.

Som udgangspunkt vil partiet dog pege på en rød statsminister.

Nationalpartiet er langt fra alene om at ville gøre op med blokpolitikken. Seneste efterlyste Morten Østergaard (R) et opgør med tanken om rød og blå blok.

Alligevel er der brug for et nyt parti, mener Khasif Ahmad.

- Danskerne har en større politikerlede end nogensinde. Det er tydeligt at se, at der er brug for et frisk pust, siger han.

- Folk har manglet et nyt parti, som gør op med blokpolitikken, og som fører en inkluderende politik. Et parti, som ikke sparker nedad på forskellig grupper i befolkningen og tager udgangspunkt i den laveste fællesnævner, mener han.

Et parti skal indsamle godt 20.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget ved valg til Folketinget eller EU-Parlamentet.

/ritzau/