Natalie Portman er beundret og hædret for at være en af verdens dygtigste skuespillerinder i sin evne til at portrættere alt fra bundrealistiske til bindegale kvinder.
Den 33-årige Oscarvinder er uddannet fra prestige-universitetet Harvard, og den baggrund er en del af hendes succes, fortalte hun i en brandtale onsdag.
Skuespillerinden var inviteret som gæstetaler for de nyudklækkede studerende ved det anerkendte universitet, hvor hun fik sin bachelor i psykologi i 2003.
- De andre studerende og mig selv tænkte dengang, at jeg kun kom ind, fordi jeg var berømt, sagde skuespillerinden, der startede som barnestjerne, og fortsatte:
- Kombinationen af at være 19 år, have hjertesorg, at tage nu forbudte p-piller med depressive bivirkninger og manglende sollys førte mange dystre øjeblikke med sig, sagde Portman, der af mørket fik energi til at kæmpe for sin passion for skuespil og psykologi:
- Der var flere gange, jeg begyndte at græde, når jeg mødtes med mine professorer, fordi jeg var så overvældet over, hvad man skulle præstere, når jeg knap nok kunne stå op om morgenen, sagde Portman, der i dag takker sin hårde Harvard-baggrund som en af grundene til den supersucces, hun fik i rollen som psykisk ustabil balletdanserinde i thrilleren "Black Swan", som hun vandt sin Oscar-statuette for.
- Hvis jeg havde kendt mine egne begrænsninger dengang, havde jeg aldrig taget risikoen med rollen. Og risikoen endte med at føre til en af mine største personlige og faglige resultater, sagde Portman, der under optagelserne mødte sin mand, koreografen Benjamin Millepied, som hun nu har den treårige søn Aleph med.
- Accepter jeres manglende viden og brug det aktivt, lød skuespillerindens budskab om at være frygtløs.
Gennem sine studier læste Portman også ved Hebrew University of Jerusalem i Israel, som hun har nære relationer til. Hun er født i Jerusalem under navnet Neta-Lee Hershlag.
Se Portmans tale til de studerende her: https://www.youtube.com/watch?v=jDaZu_KEMCY
/ritzau/FOKUS