For mange danskere er e-Boks blevet en central del af hverdagen, hvor alt fra lønsedler og beskeder fra styrelser til mere personlige meddelelser dukker op.
At holde øje med sin e-Boks og reagere hurtigt på beskederne er blevet en nødvendighed – for pludselig kan en besked ændre alt.
I de kommende dage vil næsten fem millioner danskere blive mødt af et nyt spørgsmål, der kræver en stillingtagen, når Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender et vigtigt brev.
Ministeriet gør danskerne opmærksomme på, at nye regler for organdonation er på vej i 2025.
Fra juni næste år skal alle over 18 år nemlig forholde sig til, om de ønsker at være organdonorer.
Afsenderen af beskeden er Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Ifølge indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde er det en personlig beslutning, men hun håber, at flere vil tage snakken med deres nærmeste:
"Det er naturligvis helt op til den enkelte, om man ønsker at donere et, flere eller ingen af sine organer, hvis man for eksempel kommer ud for en ulykke, og ens liv ikke står til at redde", lyder det fra hende ifølge Ekstra Bladet.
Automatisk registreret
Lovforslaget skal ændre samtykkemodellen, og forventes vedtaget inden jul.
Det betyder, at danskerne automatisk bliver registreret som potentielle donorer, medmindre de aktivt vælger fra.
Beslutningen kan til enhver tid ændres via sundhed.dk, men hvis man undlader at tage stilling, vil de pårørende fortsat blive spurgt i en kritisk situation.
I dag har kun 28 procent registreret deres valg i organdonorregistret, og det tal håber ministeriet at ændre med den nye model.
For mange er organdonation et emne, der aldrig er blevet diskuteret, og brevet fra ministeriet skal derfor fungere som en påmindelse om vigtigheden af at tage en beslutning.
Den ændrede samtykkemodel er en del af en større politisk aftale, der også inkluderer påmindelser via apps og offentlige portaler.
Håbet er, at flere vil træffe et aktivt valg, så organer ikke går til spilde i livsvigtige situationer.
For ministeriet handler det om at give danskerne ansvaret for deres egen beslutning og samtidig lette byrden for de pårørende i en svær tid.