Muligt danskermøde i Premier League spilles som planlagt

admin

10 år siden

|

11/02/2014

Dagens topnyheder

Onsdagens Premier League-kamp mellem Fulham og Liverpool på Craven Cottage i London bliver afviklet helt som planlagt.

Mandag meddelte Fulham ellers, at kampen var i overhængende fare for at blive aflyst, og at man ville melde endeligt ud tirsdag eftermiddag. Nu lyder det fra klubben, at kampen vil blive gennemført.

Det var en anmeldt strejke hos Londons metro-medarbejdere, der bragte afviklingen af kampen i fare.

Fulham frygtede, at der ville være en stor sikkerhedsrisiko ved, at de mange fodboldfans skulle bruge undergrunden til og fra stadion uden tilsyn fra metro-medarbejdere. Nu er strejken afblæst.

Kampen mellem Fulham og Liverpool kan i øvrigt blive et danskermøde. William Kvist, der er lejet i Stuttgart, debuterede for klubben søndag mod Manchester United og ventes på banen mod holdet fra Beatles-byen.

Samtidig kan kampen give comeback til Liverpools Daniel Agger, der har været skadet siden begyndelsen af januar.

Liverpools manager, Brendan Rodgers, har meddelt, at den danske forsvarer er tilbage på træningsbanen, men det er dog tvivlsomt, om han allerede kommer i kamp onsdag.

/ritzau/