I godt en time holdt oprykkeren Leicester fast i det ene point mod titelfavoritten Chelsea på Stamford Bridge og havde endda muligheden for at bringe sig foran på en friløber.
Men Chelsea fik sin pligtsejr på 2-0, og efterfølgende nævnte manager Jose Mourinho blandt andet Leicester-keeper Kasper Schmeichel som årsag til, at hjemmepublikummet måtte vente i 63 minutter på åbningsscoringen.
- Jeg har ikke glemt, at de ved 0-0 havde en situation alene med Courtois. Men vi scorede, ramte stolpen, og Schmeichel havde nogle gode redninger. I kraft af vores præstation i anden halvleg synes jeg, vi fortjente sejren, siger Jose Mourinho til Chelseas hjemmeside.
Danskeren kunne ikke klandres for de to scoringer og ærgrede sig over dem begge.
- Ved begge deres mål var der lidt held indblandet. Den første kan lige så godt ramme mig og springe ud, og den anden havde jeg haft, hvis den ikke var blevet rettet af, siger Kasper Schmeichel til TV3+.
Ellers var han tilfreds med niveauet, Leicester viste i den svære prøvelse.
- Det er aldrig sjovt at tabe, men det gør man i Premier League, hvis man ikke griber sine chancer, og dem havde vi. Jeg synes, vi var bedst i første halvleg, men vi blev lidt trætte i anden halvleg.
Chelseas scoringer blev sat ind af Diego Costa og Eden Hazard. De bragte London-holdet op på seks point efter to runder, mens Leicester har ét.
/ritzau/