Mourinho får bøde for dårlig opførsel

admin

|

10/04/2014

Dagens topnyheder

Chelseas manager, José Mourinho, skal i fremtiden passe på, hvordan han opfører sig under fodboldkampe. Og så skal han betale en bøde svarende til 72.000 kroner.

Den besked har han fået af det engelske fodboldforbund torsdag.

Bøden og advarslen har han fået for en episode i forbindelse med en Premier League-kamp mod Aston Villa i marts.

- Chelseas manager, José Mourinho, er blevet tilkendt en bøde på 8000 pund og advaret om hans fremtidige opførsel efter en uafhængig høring, lyder beskeden fra fodboldforbundet.

Mourinho havde bedt om en høring efter, at dommeren havde sendt ham på tribunen i de sidste minutter af et nederlag på Aston Villas hjemmebane, Villa Park.

Chelsea-manageren mente ikke, at han havde optrådt upassende ved at træde ind på banen og nærme sig dommeren for at tale med ham under kampen.

- Men kendelsen er bekræftet efter en personlig høring, lyder meddelelsen videre.

To Chelsea-spillere fik rødt kort i kampen, og episoden opstod, da Ramires begik et grimt frispark på Karim El Ahmadi.

Mourinho hævder, at han kun gik på banen som en slags fredsmægler, men han blev med det samme sendt op på tribunen.

Chelsea-manageren har ifølge nyhedsbureauet AFP gentagne gange kritiseret dommer Chris Foy i forbindelse med kampen.

- Jeg finder aldrig ud af, hvad der skete i den kamp. Jeg kommer aldrig til at acceptere det. Nogen satte en forhindring op for os, og vi løb lige ind i den. Det var ingen normal fodboldkamp, sagde han for nylig.

José Mourinho blev også sendt fra banen i forbindelse med en hjemmekamp mod Cardiff i oktober. Også her fik han en bøde på 72.000 kroner.

Chelsea er lige nu to point efter Liverpool i Premier League-tabellen.

/ritzau/