Chelseas manager, Jose Mourinho, hylder sit holds "særlige gejst" efter den dramatiske afslutning, som sikrede holdet en plads blandt de sidste fire i Champions League på bekostning af Paris Saint-Germain.
Da Demba Ba få minutter før tid scorede det afgørende mål til 2-0, stormede Mourinho ned til hjørneflaget og bunken af jublende Chelsea-spillere.
- Jeg løb ikke ned for at fejre målet. De tænker bare på at juble i det øjeblik og på, at kampen er forbi. Det var for at fortælle spillerne, hvordan vi skulle spille de sidste minutter, forklarer Mourinho.
- De næste seks-syv minutter føltes som en evighed, tilføjer han.
Det er femte år i træk, at Mourinho fører et hold til semifinalen, mens det er Chelseas syvende i de seneste 11 Champions League-sæsoner.
Mourinho er desuden den første manager, som for ottende gang bringer et hold blandt de sidste fire i verdens bedste klubturnering.
Han valgte efter pausen at sende Demba Ba på banen, og angriberen viste sit værd ved at bugsere bolden over stregen med sit skinneben i det 87. minut.
- Vi risikerede meget mod slutningen. De fik et par chancer på kontraangreb, og 1-1 ville sandsynligvis have været afgørende, siger han.
PSG havde vundet det første opgør 3-1. Chelsea skulle derfor have scoret yderligere to gange for at fremtvinge en omkamp tilfælde af et fransk mål. Men det blev ikke nødvendigt.
- Vi satsede alt med tre angribere, direkte spil og gav dem problemer. Man kan kalde det et heldigt øjeblik, men det var fantastisk af Demba Ba, siger Mourinho.
- En stor modstander venter os nu i semifinalen, men jeg tror, det er uden betydning, hvem det er. De ved, at vi er et hold med en særlig gejst.
Ifølge det tabende holds træner, Laurent Blanc, var Chelseas erfaring med den slags opgør i Champions League udslagsgivende.
Sidste år blev Paris Saint-Germain også elimineret - af Barcelona - i kvartfinalen.
/ritzau/AFP