Fredagens 2-2-resultat mod Italien i Parken i VM-kvalifikationen har mere eller mindre slukket Danmarks håb om at komme med til næste sommers VM-slutrunde i Brasilien.
Det giver igen anledning til at rette fokus på Morten Olsens fremtid som landstræner. Kontrakten udløber i sommeren 2014.
- Der er ikke så meget at sige, andet end at vi føler med spillerne. Det her er en af disse forfærdelige øjeblikkelige, hvor man ikke kan tænke videre.
- Det handler om holdet lige nu, så det hører ikke til her i dette forum. Vi har lige spillet en fantastisk kamp mod en af verdens bedste hold.
- Vi har rigeligt at se til de kommende dage med at sætte holdet op til den næste kamp mod Malta, som skal besejres. Alt det andet må vente til senere, siger Morten Olsen.
Han refererer til skuffelsen over Italiens 2-2-udligning i overtiden. En dansk sejr havde hjulpet ganske betragteligt i Danmarks i forvejen svære vej mod VM.
Morten Olsen vil dog gerne slå én ting fast:
- Jeg fortsætter som træner, ja, det gør jeg, siger han uden at give svar på, om det så er som dansk landstræner.
Han er mere end glad for indsatsen mod Italien, hvor tilbagevendte Nicklas Bendtner nettede to gange i sit comeback efter 11 måneders fravær.
- Vi er stolte over, at vi fik sat en streg under, at Danmark har et godt fodboldlandshold, siger han.
VM-billetten smed Danmark ikke mod Italien, minder Morten Olsen om. Alt for mange point er blevet smidt i løbet at kvalifikationen - især 0-4-nederlaget til Armenien i Parken smerter fortsat.
- Det er kampen mod Armenien, som har kostet os. Og vi har generelt ikke været gode nok til at score på vores chancer undervejs, siger han.
Morten Olsens mandskab får tirsdag besøg af Malta i den sidste gruppekamp i gruppe B.
/ritzau/