Mor vred fordi 12-årig datter ikke måtte gå på toilettet for sin lærer

Ronja Ryde

9 år siden

|

04/02/2015

Dagens topnyheder

En vred mor er gået på Reddit for at dele sin frustration med resten af verden, efter at hendes datter blev nægtet at gå på toilettet, mens hun havde time i skolen.

Den 12-årige pige havde nemlig netop fået sin menstruation, så det var af meget intime årsager, at hun bad læreren om lov til at komme ud på toilettet.

Forbuddet resulterede i, at pigen kom hjem fra skole med blod løbende ned mellem benene, skriver moren, der på Reddit hedder p_i_see_you. Moren spurgte sin datter, hvorfor hun ikke bare var gået på toilettet, og svaret var, at den unge pige havde været bange for at få en eftersidning.

Skolen har nemlig tilsyneladende en ret striks tisse-politik, og pigen havde fået at vide, at hun allerede havde brugt sit maksimale antal af toiletbesøg de seneste ni uger. Hvis man overskrider dem, får man, ifølge datteren, en eftersidning.

- Hun fortalte mig, at hun havde spurgt læreren, men læreren sagde nej, med mindre hun ville forklare, hvad hun skulle foretage sig ude på toilettet, skriver den vrede mor på Reddit.

Hun forklarer, at det pågældende skoledistrikt ikke har en overordnet wc-politik, og at det derfor må være den pågældende lærer, der havde besluttet sig for at være på tværs over for hendes nyligt kønsmodne datter.

Moren har forsøgt at snakke med skolens rektor om episoden, men det følte hun ikke, hun fik meget ud af.

Derfor gik hun videre med sagen til skoledistriktets overordnede chefer, som gav hende en undskyldning.

I kvindens seneste kommentar på Reddit beskriver hun, at situationen nu er blevet løst med skoleadministrationen.

Hvad siger du - var det i orden at nægte pigen at gå på toilettet?