Sangerinden Beyoncé forventede nok ikke at få et svar, da hun skrev teksten til sangen "Partition". Her rapper superstjernen om en hed affære, hvor et vers slutter med at omtale et meget kendt forhold.
- He Monica Lewinsky'd all on my gown, lyder teksten på engelsk, og der henvises formentlig til den berømte plet på Lewinskys kjole, som med stor sandsynlighed stammede fra en affære med USAs tidligere præsident, Bill Clinton.
Den tidligere praktikant i Det Hvide Hus, som har rundet de fyrre, giver dog ikke meget for ordspillet.
- Tak, Beyoncé, men hvis vi er i gang med at lege med verber, tror jeg, du mener "Bill Clinton'd all on my gown", skriver Lewinsky i et brev i det amerikanske magasin Vanity Fair ifølge Billboard.
Monica Lewinsky blev verdenskendt, da det kom frem, at hun havde haft en affære med USAs tidligere præsident Bill Clinton, mens hun arbejdede som praktikant i Det Hvide Hus.
Siden skandalen har Lewinsky holdt forholdsvis lav profil, men har nu valgt at tage bladet fra munden i et brev, som bliver bragt i det amerikanske magasin Vanity Fair, der kommer på gaden den 8. maj.
Newspaq