Skjerns håndboldherrer fik søndag sikret sig et fint udgangspunkt før næste weekends returopgør mod Aalborg, der gælder en plads i DM-finalen.
Henrik Møllgaard leverede et onemanshow, da Skjern fik reddet et spinkelt nederlag på 26-27 med hjem fra Aalborg i den første semifinaleduel. På næste søndag mødes de hold igen i Skjern.
De vestjyske gæster havde meget svært ved at komme i gang over for et stærkt Aalborg-forsvar, der ikke gav meget plads.
Da Skjern-spillerne samtidig spillede uden tempo og idéer krydret med flere tekniske fejl, så fik de forsvarende mestre slået et stort hul. 10-3 var stillingen til Aalborg efter godt et kvarters spil i Gigantium.
Aalborgs venstrefløj Håvard Tvedten fik alt for meget plads, mens venstrebacken Mads Mensah Larsen tordnede bolden i mål efter behag.
Skjerns Henrik Møllgaard var stort set ene om at yde Aalborg modstand. Landsholdsspilleren scorede hele seks af Skjerns ni første mål.
Med Møllgaard som indpisker lykkedes det Skjern at lukke gabet til Aalborg til 12-14 ved pausen.
Den stærke venstreback og playmaker bragede små 10 minutter efter pausen Skjern på både 18-18 og 19-18.
Henrik Møllgaard kan dog mere end at score fra distancen. Da han lidt senere bragte Skjern foran 22-21 med sin 12. scoring var det fra stregen.
Syv minutters scoringspause for Skjern i slutfasen betød, at Aalborg til sidst fik hevet en spinkel sejr hjem.
Den anden semifinale står mellem KIF Kolding København og Team Tvis Holstebro. KIF vandt lørdag det første opgør i Holstebro med 25-23.
/ritzau/