Den karseklippede model Amber Rose er ikke en person, man skal løbe om hjørner med.
Og nu tager hun bladet fra munden og sviner magasinet GQ til, efter at de i et interview præsenterede hende som "Kanyes ekskæreste".
På Instagram har hun lagt teksten fra GQ op, der bestemt heller ikke tegner et flatterende billede af hende.
- Amber Rose skrev bogen om det. Nej, ærligt talt: Kanyes berygtede ekskæreste, Wiz Khalifas baby mama, USA's mest hårdkogte skaldede babe siden Sigourney Weaver i filmen Alien 3, er ved at udgive en bog med titlen "How to Be a Bad Bitch".
Under teksten fra GQ raser den til tider kontroversielle model over, at magasinet ikke har været ærlige overfor hende, og at de ikke har taget hende seriøst, når hun har talt om vigtige emner som feminisme.
- Virkelig, GQ? Jeg er så meget mere end Kanyes ekskæreste eller moren til Wiz Khalifas barn. Hvorfor fanden tog I kontakt til mig for at lave denne fotoserie? For at få mig til at fremstå dum? Jeg talte om feminisme, og jeg havde forventet så meget mere fra jer, jeg er så skuffet, raser hun og fortsætter:
- Jeg var så spændt på at skulle være med i GQ, men jeg havde ikke regnet med, at det var et tabloidblad, skriver den rasende Rose.
Amber Rose har for nyligt været involveret i et offentligt skænderi med ekskæresteren Kanye West og hendes tidligere mand rapperen Wiz Khalifa i forbindelse med hendes "Slutwalk", der støtter kvinder i, at de aldrig er skyld i seksuelle overgreb.
/ritzau/FOKUS