Ministre til krisemøde i Belgien lander i militærlufthavn

admin

452 uger siden

|

24/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Som følge af bombeangrebene tirsdag i Bruxelles rejser justitsminister Søren Pind (V) torsdag til EU's hovedstad for at deltage i et ekstraordinært møde med sine 27 kolleger.

Mødet mellem EU's 28 justits- og indenrigsministre finder sted torsdag klokken 16. Der var tvivl om, hvorvidt Danmark ville deltage på grund af logistikproblemer, men det er altså blevet løst.

En militærlufthavn ved navn Melsbroek nær Bruxelles er åben for de ministre, der skal deltage i mødet.

Angrebene ramte Bruxelles' internationale lufthavn Zaventem og den centrale metrostation Maelbeek og kostede mindst 31 mennesker livet, mens 300 er såret ifølge de officielle tal.

Siden tirsdag har hovedstadens største lufthavn derfor været lukket, hvilket den også vil være torsdag som følge af angrebene. Ifølge det hidtil oplyste åbner den tidligst lørdag.

Et lignende hastemøde blev også holdt umiddelbart efter angrebene i Paris i november sidste år.

Onsdag sagde EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at Europa har behov for en "sikkerhedsunion" for at kunne modstå truslen fra terrorister.

Den del kan Danmark dog ikke tage del i på grund af retsforbeholdet, hvilket ærgrer Søren Pind.

- Det er jeg oprigtig ked af, skrev han på det sociale medie Twitter.

Jean-Claude Juncker understreger ifølge netavisen Politico.eu, at de europæiske lande skal være bedre til at koordinere indsatsen mod terror.

- Vi mener, at vi har brug for en sikkerhedsunion, sagde han på et fælles pressemøde med den franske premierminister, Manuel Valls.

Juncker tilføjede, at kommissionen blandt andet har fremlagt forslag om beskyttelse af EU's ydre grænser, som han håber vil blive vedtaget.

/ritzau/