Det skal være slut med, at kamerahold afslører urent mel i posen hos fødevarevirksomheder, når myndigheder kommer på kontrolbesøg.
Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil ikke længere have pressen med, når kontrollanter fra Fødevarestyrelsen tager på tilsyn hos virksomheder.
Det har han meddelt den øvrige regering og Folketingets fødevareordførere.
"Et tilsynsbesøg er et mellemværende mellem borgeren eller virksomheden og staten. Det skal ikke være Paradise Hotel. Staten hænger ikke nogen offentligt ud i medierne", lyder Lunde Larsens begrundelse ifølge Miljø- og Fødevareministeriets pressechef.
Fotografer og journalister fra tv-stationer har jævnligt været med, når myndigheder har været på kontrol hos virksomheder, der har problemer eller snyder med opbevaring, hygiejne og mærkning af fødevarer.
Men det er altså slut nu - medmindre den pågældende virksomhed selv har godkendt, at pressen kommer med for at rapportere om fødevarekontrollens arbejde, oplyser ministeriet.
Esben Egede Rasmussen, direktør i Fødevarestyrelsen, bekræfter, at man meget ofte har haft pressen med på tilsyn.
- Pressen vil stadig kunne komme med ud, men vi er nu ved at revidere retningslinjerne for, hvordan det skal foregå. Det må ikke medføre, at nogen havner i en slags gabestok, siger han.
Fødevarekontrollen har ikke selv inviteret medier med på tilsynsbesøg, understreger han.
- I nogle sager har et medie selv haft en viden, som de har bragt videre. Her har vores politik været: I må gerne komme med os, men når vi kommer til matriklen, skal I selvstændigt spørge og have lov af virksomheden til at komme indenfor, siger Esben Egede Rasmussen.
Indskrænkningen er ikke noget problem for forbruger og fødevaresikkerhed, mener Enhedslistens ordfører, Søren Egge Rasmussen.
- Der er åbenhed om fødevarekontrollen. Smileyen hænger jo i døren. Og borgerne må meget gerne give tips til fødevarekontrollen, politiet og til medierne. Jeg synes ikke, at dette tiltag stækker pressen, siger Søren Egge Rasmussen.
Udbredelsen af mobiltelefoner med kamera gør, at det er blevet langt lettere for ansatte og tidligere ansatte at afsløre virksomheder, der snyder, over for myndigheder og presse, tilføjer han.
/ritzau/