Minister: Psykiatriske patienter får garanti

admin

|

21/01/2014

Dagens topnyheder

I løbet af de næste to år får psykiatriske patienter en ret til at blive udredt for deres sygdom inden en måned. Så får de en garanti, som patienterne har for flere fysiske sygdomme på hospitalerne.

Det siger sundhedsminister Astrid Krag (SF) til Rigsrevisionens kritik af, at der går stadig længere tid, før psykiatriske patienter får behandling. I 2013 måtte de i snit vente 43 dage efter den første kontakt med det psykiatriske system mod blot 35 dage i 2010.

- Vi har indført en udredningsgaranti, der skal gælde for patienter i psykiatrien, ligesom den der gælder for patienter, der får fysiske sygdomme. Det vil betyde, at disse tal skal se anderledes ud, siger Astrid Krag.

Ventetiden vokser, skønt såvel Sundhedsministeriet som de fem regioner har taget flere initiativer for at sikre, at voksne hurtigere kan få psykiatrisk behandling .

- Garantien fases ind, fordi vi har et efterslæb. Derfor er det aftalt med regionerne, at patientrettigheden fases ind over to år, så der 1. september 2015 er den samme ret for patienter med psykisk sygdom som for patienter med fysisk sygdom, siger hun.

Fra 1. september i år skal psykiske patienter højst vente to måneder. Ventetiden halveres året efter til én måned. I 2013 måtte hver femte psykiatrisk patient vente mere end to måneder på behandling. I 2010 var det kun godt hver ottende patient.

Det glæder Astrid Krag, at ventetiden er faldet for børn og unge med psykiske problemer fra 77 dage i 2010 til 53 dage i 2012.

- Det er også en meget vigtig målgruppe. Vi skal sørge for, at de får behandling i tide, når de bliver så svært syge, at de har behov for hjælp på et sygehus, siger hun.

Hidtil har for få læger uddannet sig til psykiater. Astrid Krag håber på at få en ændring med mere politisk fokus og flere penge.

/ritzau/