Minister: EU vil støtte svinebønder efter importforbud

admin

9 år siden

|

22/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er hjælp på vej til de trængte danske svinebønder, der i et år har været ramt af et importforbud fra russisk side.

Ifølge fødevareminister Dan Jørgensen (S) er EU-Kommissionen klar til at yde ekstraordinær støtte til privat oplagring af svinekød efter importforbuddet.

Det betyder, at EU vil tilbyde slagterierne støtte for at oplagre kødet i en kort periode, indtil der findes alternative markeder til det russiske.

- Svinekødspriserne er faldet med 20 procent siden i sommer, og det har presset de danske svineproducenter til det yderste. Derfor er jeg meget glad for, at EU's landbrugskommissær har lyttet til vores argumenter, siger fødevareministeren.

Eksport af svinekød til Rusland udgjorde omkring 2,1 milliarder kroner i 2013 ud af en samlet fødevareeksport på 4,3 milliarder kroner.

Danske svinebønder og slagterier har været presset, siden Rusland i februar sidste år besvarede enkelte fund af svinepest i Polen, Litauen og Letland med et generelt forbud mod import af svinekød fra Europa.

Ifølge Dan Jørgensen har landbrugskommissær Phil Hogan søndag morgen meddelt, at planen vil få en betragtelig størrelse, men detaljerne er endnu ikke kommet på plads.

Dan Jørgensen er svineglad for udmeldingen fra kommissæren, som han regner med kan træde i kraft i løbet af den kommende uge.

- Vi kender ikke detaljerne, men kommissæren har tilkendegivet, at det bliver en ordning, der virker og er af en betragtelig størrelse. Det betyder, at priserne vil gå op, og at landmændene vil blive mindre presset, siger Dan Jørgensen.

Kommissionen har allerede i efteråret 2014 iværksat lignende støtteordninger for mælkesektoren samt frugt- og grønt sektoren.

/ritzau/