Mindst 60 dræbt på blodig lørdag i Bagdad

admin

10 år siden

|

07/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bagdad er endnu engang blevet ramt af en række bilbomber, der lørdag har kostet mindst 60 personer livet, oplyser myndighederne i den irakiske hovedstad.

Den dødeligste bilbombe eksploderede i bydelen Bayaa, hvor 23 personer mistede livet. De fleste af dem var unge folk, der spillede billiard.

Samtidig meldes 59 personer dræbt under kampe i det nordlige Irak.

Landet har den seneste tid oplevet en voldelig optrapning. Over 200 personer menes at være dræbt de seneste dage, hvor islamister har iværksat aktioner mod forskellige mål i tre irakiske regioner.

Bilbomberne i Bagdad eksploderede få timer efter, at en gruppe jihadister lørdag tog både studerende og ansatte på et universitet i den irakiske by Ramadi som gidsler.

Ifølge hospitalskilder er to lig blevet bragt til et hospital i Ramadi, der ligger 110 kilometer vest for hovedstaden Bagdad. Det er angiveligt en studerende og en politibetjent, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sikkerhedsstyrker omringede bygningen, indledt et modangreb på universitetet og har angiveligt hjulpet alle gidsler væk fra området.

/ritzau/Reuters