Millioner valgte realityshow frem for Trumps hustru

admin

435 uger siden

|

20/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Amerikanerne havde mandag mulighed for se Melania Trump, USA's måske kommende førstedame, tale på Det Republikanske Partis konvent, men målt på antal tv-seere var realityshowet "The Bachelorette" det enkeltstående program, som tiltrak det største publikum.

Det viser en måling fra Nielsen Media Research.

Præsidentkandidaten Donald Trumps hustru, Melania, var hovedtaler på konventets åbningsdag. En foreløbig måling omfattende de syv førende tv-stationer viser, at 23 millioner seere fulgte med, da hun holdt sin tale mellem klokken 22 og 23 mandag aften lokal tid.

Seertallet svarer stort set til den første aften for det republikanske konvent i 2012, som tiltrak et tv-publikum på 22,3 millioner ifølge Nielsen Media Research.

Flest fulgte Melania Trumps tale på Fox News, som i snit havde et seertal på 6,4 millioner i timen fra klokken 22. Men det var ikke nok til at blive det mest sete enkeltstående program mandag aften.

På ABC fulgte 6,6 millioner seere således realityshowet "The Bachelorette", hvor en kvinde skal udvælge en mulig kæreste blandt en række mænd. Da programmet var slut, og ABC skiftede over til konventet, dykkede seertallet til tre millioner.

Donald Trump stiger først op på konventets talerstol torsdag, hvor han formelt skal acceptere nomineringen som sit partis bud på en ny præsident.

Den kontroversielle politiker har under de foregående måneders primærvalg i delstaterne trukket store seertal. Og flere medieanalytikere skønner, at et rekordstort antal vil følge med på torsdag.

Barack Obama har rekorden med et publikum på 38 millioner, da han i 2008 talte på Demokraternes konvent.

/ritzau/Reuters