Mindst 18 personer har torsdag mistet livet, efter at en gruppe væbnede mænd stormede et regeringskontor i den irakiske hovedstad, Bagdad.
Der er tale om et kontor under landets transportministerium, der ligger i den nordøstlige del af byen, oplyser en sikkerhedsmedarbejder.
Gerningsmændene, angiveligt otte bevæbnede mænd, havde taget et antal civile gidsler.
Gidseldramaet sluttede, da det lykkedes sikkerhedsstyrker at dræbe fire af de militante gerningsmænd.
Sikkerhedsstyrker afspærrede umiddelbart efter angrebet det omkringliggende område, der også rummer andre regeringsbygninger, herunder transportministeriets hovedkvarter og en bygning tilhørende ministeriet for menneskerettigheder.
Ingen har endnu taget skylden for angrebet, men militante sunnimuslimer med relationer til al-Qaeda har tidligere gennemført lignende angreb mod irakiske regeringsbygninger.
/ritzau/AFP