Fans, presse og kolleger måtte onsdag aften kigge langt efter den svenske skuespiller Mikael Persbrandt, der spiller hovedrollen i Pernille Fischer Christensens nyeste film "En du elsker".
Skuespilleren, der netop har modtaget en dom for køb af kokain, glimrede nemlig ved sit fravær på den røde løber til gallapremieren på filmen i København.
- Mikael Persbrandt har været nødt til at melde afbud i sidste øjeblik og havde ikke mulighed for at komme til premieren, lyder den officielle melding fra filmens producer Sisse Graum Jørgensen.
Hun er ked af, at den stort opslåede premiere blev uden den svenske stjerne.
- Det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt, siger hun.
Trine Dyrholm, der i filmen spiller Mikael Persbrandts producer og loyale ven, er også ked af over kollegaens afbud.
- Det er da ærgerligt. Det ville da have været hyggeligt, hvis han havde været her, siger hun til Newspaq.
Det er Trine Dyrholms anden film med Mikael Persbrandt. De to har tidligere spillet sammen i Susanne Biers film "Hævnen" fra 2010.
Mikael Persbrandt, der for nylig blev idømt fem måneders fængsel for køb og besiddelse af narkotika, er i gang med indspilningerne til otte nye Beck-film.
Skuespillerne kender sig uskyldig i anklagerne og har anket dommen til den svenske landsret.
Newspaq