Microsoft vil skære 1000 job væk i Finland

admin

|

16/07/2014

Dagens topnyheder

Som et led i en større sparerunde, vil den amerikanske it-gigant Microsoft angiveligt skære 1000 job væk i Finland. Det vil ske i Nokias mobildivision, som Microsoft overtog i april i år.

- Microsoft Corp planlægger at skære 1000 arbejdspladser i Finland fra sin mobiltelefonenhed, siger anonyme kilder onsdag - ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Nogle af de 25.000 Nokia ansatte fik i foråret ny arbejdsgiver, da Microsoft overtog det finske selskabs mobilenhed. 4700 af dem arbejder i Finland.

Globalt beskæftiger Microsoft 127.000 medarbejdere, som er flere end hos konkurrenterne Google og Apple.

Finanstjenesten Bloomberg skrev mandag, at de samlede nedskæringer kunne være den største i Microsofts siden 2009, hvor der blev skåret 5800 job.

Det største finske dagblad Helsingin Sanomat skriver onsdag, at Microsoft har planer om om at lukke det tidligere Nokias forsknings- og udviklingscenter i byen Oulu i det nordlige Finland.

Centret beskæftiger 500 ansatte, der hovedsagelig arbejder med software, der bruges i mobiltelefoner. Den anden halvdel af de 1000 job vil ske på andre af Nokias enheder i Finland.

Finland kæmper med en alvorlig økonomisk nedtur, der foreløbig har holdt landet i recession i to år, og økonomiske analytikere venter, at det vil fortsætte i år med.

I 2011 lukkede Nokia - der dengang var verdens største producent af mobiltelefoner - sin udviklingsafdeling i Danmark og 1000 medarbejdere mistede jobbet.

To år før - i 2009 - skar Nokia 330 stillinger væk i afdelingen for forskning og udvikling i Finland og Danmark, heraf var de 100 stillinger i Danmark.

/ritzau/