Torsdag morgen blev det bekræftet, at flere danske fly var lettet fra Afghanistans hovedstad, Kabul.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) knyttede efterfølgende nogle ord til situationen, hvor han siger, at der er tale om mere end 300 personer, herunder flere tolke, medarbejdere ved ngo'er, menneskerettighedsforkæmpere og deres familier.
Torsdag har statsminister Mette Frederiksen naturligvis modtaget selvsamme meddelelse om evakueringen fra Afghanistan, hvilket hun fortæller om i et opslag på Facebook.
"I morges landede et evakueringsfly med 84 lokalansatte og tolke i København. Og det er i løbet af dagen lykkedes for danske myndigheder at evakuere mere end 300 yderligere personer ud af Afghanistan, heriblandt lokalansatte, tolke, NGO-medarbejdere og menneskerettighedsforkæmpere," skriver Mette Frederiksen indledningsvist i sit seneste opslag på Facebook.
Mette Frederiksen tilføjer herefter, at det er "VIRKELIG godt nyt i en ellers katastrofal situation".
Statsministeren får dog også knyttet nogle ord til den eskalerende situation i Afghanistan, hvor hun blandt andet fortæller, at Danmark nærmer sig at have evakueret dem, man skal have ud af Afghanistan.
"I takt med at vi i Danmark nærmer os at have evakueret dem, vi skal have ud af Afghanistan, vil vi i de kommende dage fortsætte det vigtige arbejde med at hjælpe vores allieredes borgere og lokalansatte ud af landet," skriver Mette Frederiksen.
Slutteligt sender hun en stor tak til alle dem, som i øjeblikket arbejder i døgndrift for at hjælpe til at sikre, at evakueringen bliver så effektiv som muligt.
"Det er et meget vanskeligt arbejde. Jeg sender min største tak til de medarbejdere, der fortsat arbejder i døgndrift for at sikre en så effektiv evakuering som muligt. I gør en imponerende indsats."