De forsvarende danske mestre i kvindehåndbold, Viborg HK, har startet den nye sæson, som den gamle sluttede.
Christian Dalmoses tropper vandt tirsdag aften sæsonpremieren i Viborg Stadionhal med 26-22 over sidste års nummer seks, HC Odense.
Viborg var sidste vinter ude i et gevaldigt økonomisk stormvejr, der bragte klubben på randen af konkurs, og nu er der skåret ind til benet i klubben, der 14 gange er blevet dansk mester.
Viborgenserne kan stadig stille med syv spillere i international topklasse, men bredden er ikke stor.
Det rakte dog rigeligt til at besejre fynboerne, der ved pausen var bagud 12-15 og på et tidspunkt i anden halvleg var nede med 15-23.
Odense viste dog fin moral og fik pyntet på cifrene i slutfasen, hvor hjemmeholdet gik noget i stå med blot to scoringer i det sidste kvarter.
I ligaens anden kamp tirsdag aften vandt oprykkeren SK Aarhus foran eget publikum med 28-23 over København Håndbold efter 11-8-føring ved halvtid.
Det var også en kamp mellem to af dansk kvindehåndbolds største talenter, Mette Tranborg fra SK Aarhus mod Anne Mette Hansen, som før denne sæson er kommet til København Håndbold fra Ajax.
Den 18 år gamle og 192 centimeter høje venstrehåndsskytte Tranborg, der tidligere på året fik landsholdsdebut, plaffede bolden i københavnernes mål fem gange.
Det var to mål færre end den to år ældre VM-spiller Anne Mette Hansen, men det er alligevel Tranborg, der kan juble efter sæsonens første kamp.
De sidste otte hold i Dame Håndbold Ligaen skal i aktion onsdag aften.
/ritzau/